Kampen om Ukraine har kun varet i 10 dage, men jeg føler allerede en vis krigstræthed. Jeg er simpelthen – undskyld udtrykket – helt bombet i hovedet efter alle de hjerteskærende nyhedsindslag med fædre, der kysser deres grædende børn farvel, og triste mødre, der står i kø ved grænserne med favnen fuld af børn, bleer og tøjbamser for at undslippe de russiske missilangreb, som vi nyhedsforbrugere også har mulighed for at overvære, fordi ethvert menneske med en mobiltelefon kan fungere som videoreporter.
Med sådan nogle billeder i cirkulation er der ikke noget at sige til, at Rusland netop nu mærker en hel verdens fordømmelse og er blevet ramt af sanktioner i et omfang, som hverken Vladimir Putin eller lektor Peter Viggo Jakobsen fra Forsvarsakademiet havde forudset.




























