Hep! Så kom vi endelig – efter et par måneders opvarmning – i gang med den rigtige valgkamp, og jeg skal da lige love for, at deltagerne kom buldrende ud af startboksene. Især Mette Frederiksen, selvfølgelig.
Statsministeren lagde ud med en nærmest hjertevarm åbningstale til Folketinget, hvor hun dels ophøjede de afgående koryfæer Bertel Haarder, Marianne Jelved og Henrik Dam Kristensen til omvandrende danefæ, dels trak historiske linjer mellem Kanslergadeforliget i 1933 og det nationale kompromis om sikkerhedspolitikken i 2022.




























