I en travl coronatid, hvor medicin og udstyr skulle sikres, var det Lars Bo Nielsen, der blev valgt som leder for Lægemiddelstyrelsen.
Dermed landede han pladask i en af de mest uforudsigelige perioder i dansk medicinsk historie, som han lynhurtigt skulle omstille sig til.
For nylig kom det frem, at Lars Bo Nielsen fratrådte sin stilling for at blive direktør i Villum Fonden. Dermed skifter han nu forsyningskæder og vaccinesikkerhed ud med investeringer i forskning og teknologi.
Pludselig skulle Lars Bo Nielsen svare på spørgsmål om værnemidler og vacciner
Lars Bo Nielsen er uddannet læge og var ansat på Rigshospitalet og siden dekan ved fakultetet Health på Aarhus Universitet, inden han i 2021 kom til Lægemiddelstyrelsen.
På det tidspunkt var coronapandemien i fuld gang. Og pludselig skulle Lars Bo Nielsen svare på spørgsmål om værnemidler og vacciner.
Dengang blev han introduceret som en dedikeret leder med stor erfaring fra sundhedsvæsenet af daværende sundhedsminister Magnus Heunicke (S).
»Et solidt dansk aftryk«
Tre år blev det til i Lægemiddelstyrelsen.
Da han fratrådte tidligere i år, var det en ny sundhedsminister – Sophie Løhde (V) – som fortalte, at Lars Bo Nielsen havde »bragt Lægemiddelstyrelsen ind i inderkredsen af europæiske lægemiddelagenturer«.
»Han har sat et solidt dansk aftryk på den europæiske tilgang til udvikling af ny medicin, håndtering af forsyningssikkerhed og rammevilkårene for life science-industrien«, sagde hun i en pressemeddelelse.
Siden 1. august har han været direktør for Villum Fonden, en almennyttig fond, som blandt andet støtter naturvidenskabelig forskning.
Lars Bo Nielsen er gift og far til to børn.
fortsæt med at læse




























