Nogle vil måske nok mene, at Robert Zemeckis to romantiske komedier fra henholdsvis 1984 og 1985, ’Nu går den vilde skattejagt’ og ’Jagten på Nilens juvel’ hører til i den absolut forglemmelige ende af underholdningsstrimler fra den tid. Men fordi Kathleen Turner og Michael Douglas spiller så forrygende godt overfor hinanden, er de faktisk et gensyn værd. Alene en replik: Da Douglas’ figur bliver fundet et sted fjernt fra Alfarvej og får mulighed for at læse i et nummer af tidsskriftet Rolling Stone, hvorefter han udbryder ’Pis, er The Doobie Brothers gået i opløsning’. Det lyder ikke af meget, men det er faktisk gyldent.
Og sådan er det med Michael Douglas. Når han medvirker i noget godt, er han forrygende, af og til majestætisk god. Men selv i den absolut ikke lueforgyldte kategori af almindelighed hæver han niveauet. Det blev allerede tydeligt, da han brød igennem i tv-serien ’The Streets of San Francisco’ med Karl Malden som makker, en ganske jævn, småmoralistisk krimiserie. Men fordi den unge Douglas var så skarp, er serien ikke helt glemt i dag.
