Jimmy Carter ligger på sit yderste. Men USA’s tidligere præsident, der nu fylder 100 år, håber, at han når at opleve det kommende amerikanske præsidentvalg.

100 år: Jimmy Carter håber, at han lever indtil 15 oktober

Jimmy Carter var USA's fra 1977 til 1981. Han blev afløst af republikaneren Ronald Reagan.  Foto: David Goldman/Ritzau Scanpix
Jimmy Carter var USA's fra 1977 til 1981. Han blev afløst af republikaneren Ronald Reagan. Foto: David Goldman/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

USA’s tidligere præsident Jimmy Carter har ikke lang tid tilbage.

Han er syg af kræft og har frabedt sig yderligere behandling for sygdommen, som han fik konstateret i 2015. Hudkræft, der har bredt sig til lever og hjerne.

Men Carter, også kendt som jordnøddefarmeren fra Georgia, der blev præsident, kæmper for at holde sig i live lidt endnu.

Ekspræsidentens barnebarn Jason Carter har ifølge CNN talt med den lokale presse i Georgia. Og Jason Carter fortæller, at hans berømte bedstefar har sagt:

»Jeg prøver bare at holde mig i live længe nok til at kunne stemme på Kamala Harris«.

Hun er præsidentkandidat for demokraterne og kæmper mod republikaneren Donald Trump ved præsidentvalget 5. november.

I Georgia kan man stemme fra 15. oktober.

Det var i 2023, Jimmy Carter frabad sig behandling for sygdommen.

2023 var også året, hvor han mistede sin mangeårige kone, Rosalynn, der døde som 96-årig. Parret fik fire børn.

I interviewet med Georgia-avisen Atlanta Journal-Constitution i begyndelsen af august sagde Jason Carter, at Jimmy Carter på det seneste har været »mere opmærksom og interesseret i politik og i krigen i Gaza«.

Carter har været i palliativ behandling i sit hjem i den lille by Plains i Georgia siden februar 2023.

Gidslerne i Teheran

Carter blev også født i Plains, en by med blot 700 indbyggere.

Han var fra 1977 til 1981 USA’s præsident og dermed en af verdens mægtigste mænd.

Hvervet betyder, at han aldrig siden har været alene. Der har altid været livvagter i hans nærhed, og det er der stadig.

Carter og hans nu afdøde kone har dog levet et liv, der har været meget anderledes end livet for de præsidentpar, der er fulgt efter Carter-parret.

Flere af dem har tjent store penge på foredrag og på at skrive bøger.

Ifølge The Washington Post har Carter også skrevet bøger, herunder børnebøger. Det er blevet til 33 i alt, men de har ikke givet ham de store indtægter, som flere andre præsidenter har fået.

Men det går endda. Han mangler ikke noget og har også sin præsidentpension.

Hans hus, som han også boede i, før han gik ind i politik, er ifølge The Washington Post mindre værd end den pansrede bil, som Secret Service har parkeret på gaden udenfor.

Demokraten Jimmy Carter var guvernør i Georgia, inden han blev præsident i 1977.

Hans præsidenttid huskes ofte mest for de problemer, som USA fik med Iran.

Efter den islamiske revolution i Iran i 1979 tog iranske studenter amerikanere som gidsler på USA’s ambassade i Teheran, Irans hovedstad.

52 amerikanere var stadig gidsler, da USA i november 1980 gik til valg, og her vandt Ronald Reagan over Carter.

Ikke længe efter valget blev gidslerne løsladt, efter 444 dage.

Men Carter havde også en stor udenrigspolitisk succes, nemlig fredsaftalen fra 1978 mellem Israel og Egypten.

Efter præsidenttiden arbejdede han som mægler i forskellige konflikter og med humanitært arbejde, og han har i årevis kæmpet for menneskerettigheder.

I 2002 fik han Nobels Fredspris for sit mangeårige arbejde for en bedre verden.

Ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her