Sveriges tidligere statsminister Ingvar Carlsson var med, da den svenske velfærdsstat blev udviklet. Nu er han bekymret for demokratiet.

Gamle Ingvar er skuffet over svenskerne

Ingvar Carlsson begyndte sin politiske karriere i 1960'erne som en af daværende statsminister Tage Erlanders såkaldte 'pojker'. Nu fylder han 90 år.    Foto: Emil Bay
Ingvar Carlsson begyndte sin politiske karriere i 1960'erne som en af daværende statsminister Tage Erlanders såkaldte 'pojker'. Nu fylder han 90 år. Foto: Emil Bay
Lyt til artiklen

Ingvar Carlsson er ikke længere så synlig i offentligheden, som han har været.

Men for godt et halvt år siden dukkede den tidligere svenske statsminister dog op på en scene i den svenske hovedstad, Stockholm.

Det skete efter en forevisning af journalisten Jan Schermans film ’Make Democracy Great Again’.

Efter filmen blev Carlsson interviewet på scenen, og han havde noget på hjerte. Han sagde ifølge avisen Aftonbladet, at under 15 procent af verdens befolkning lever i fuldt ud demokratiske lande.

Han er bekymret for Sveriges demokrati. Han kritiserede Sveriges borgerlige statsminister, Ulf Kristersson, der har gjort det indvandrerkritiske højreparti Sverigedemokraterna til sit støtteparti.

Carlsson siger, at han genkender nutidens højrenationalister fra det, han har læst om højrenationalister i 1930’erne.

Han savner protester. Han savner aktivisme.

»Jeg er skuffet over, at så mange er tilskuere. Vi skal være demokratiske aktivister. På arbejdspladser, i byer«.

Socialdemokraten Ingvar Carlsson var i mange år med lige dér, hvor man kan gøre en forskel.

Som nyvalgt riksdagsmedlem i 1965 blev Carlsson sammen med Olof Palme anset for at være Socialdemokraternas fremtid.

De blev kaldt den tidligere statsminister Tage Erlanders ’pojkar’.

’Pojkarna’ var inde i det socialdemokratiske maskinrum, der opbyggede det, som kaldes ’folkhemmet’, den svenske velfærdsstat, som specielt i 50’erne, 60’erne og 70’erne blev udviklet.

Tog over efter Palme

Da statsminister Olof Palme blev myrdet i Stockholm i 1986, tog Gösta Ingvar Carlsson, født i Borås 50 kilometer øst for Göteborg, over som regeringschef.

Det gjorde han med mindre karisma og færre visioner end Palme, men Sveriges økonomi fik det bedre under Carlsson.

Han tabte magten ved valget i 1991, men tre år senere var Socialdemokraterna tilbage med Carlsson som statsminister.

Han havde fokus på at rydde op i statsfinanserne. Det lykkedes, men Carlsson høstede megen kritik i egne rækker for besparelser og skattestigninger.

Han blev i 1996 afløst af Göran Persson.

Efter sin afgang fortsatte han i en årrække i den offentlige debat, og han har også skrevet en række bøger.

Hans personlige liv har taget en trist drejning i de senere år, fortalte han i fjor i et interview med avisen Sanderen, der beskæftiger sig med livets store spørgsmål.

Alzheimer har taget så meget af hans hustru, Ingrid Carlsson, at han ikke længere kan have hende hjemme.

De har kendt hinanden siden 1956 og har to døtre.

Hun er nu på plejehjem, hvor han besøger hende.

»Vi har fået mange fine dage sammen. Vi gik ture, sad på bænken i parken, så på fugle og legende børn og talte sammen«, sagde han til Sanderen.

»Men når vi kom tilbage til hjemmet, sagde hun: »Hvad er det her for et hus?««.

Carlsson er klar over, hvor det bærer hen.

»Og nu er det nok slut med denne tid. Nu er vi inde i en svær periode«.

Ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her