Fødselaren, den engelske skuespiller Bill Nighy, har ikke nogen klassisk smuk stemme. Men den har en klemthed, der giver den et helt unikt personligt udtryk. Ingen lyder som Bill Nighy! Det lyder som den slags stemme, man ville få, hvis man i et halvt liv har kæmpet mod hårde odds og maksimalt vundet halvdelen af kampene. Og samtidig kun har bidt mærke i sine tab. Det er på stemmen, man kender de største.
Jeg er ikke vokset op med noget Bill Nighy-buzz med efterretninger fra store triumfer på Old Vic eller Londons West End. Jeg kan slet ikke huske, jeg så ham før filmen ’Love, Actually’ i 2003. Den film var han til gengæld det store, blævrende hjerte i, uforglemmelig for nogen, der har set den.




























