Han er den mest scorende superligaspiller nogensinde. Nu er Morten ’Duncan’ Rasmussen blevet forfremmet i FC Midtjylland.

Målnæsen fra Tilst er Superligaens mest scorende spiller nogensinde. Men på landsholdet gik det anderledes

Morten 'Duncan' Rasmussen, der nu fylder 40, i AGF-trøjen i 2017. Selv om angriberen nåede at spille i andre klubber, regnede 'De hvi'e' ham som en af deres.   Foto: Jens Dresling
Morten 'Duncan' Rasmussen, der nu fylder 40, i AGF-trøjen i 2017. Selv om angriberen nåede at spille i andre klubber, regnede 'De hvi'e' ham som en af deres. Foto: Jens Dresling
Lyt til artiklen

Når FC Midtjyllands spillere i foråret jagter sit andet danmarksmesterskab på stribe, bliver det med en tidligere målsluger som en vigtig del af trænerstaben på sidelinjen.

I løbet af vinterpausen er Morten ’Duncan’ Rasmussen blevet forfremmet fra at være U19-assistenttræner til at være assistenttræner for Thomas Thomasberg på superligaholdet.

»Han har gennem sin tid på akademiet bevist sit værd, og vi er overbeviste om, at han også vil bidrage positivt til førsteholdet«, sagde FCM-fodbolddirektør Peter Sand tidligere i januar om forfremmelsen.

Med 145 mål er Morten ’Duncan’ Rasmussen den mest scorende spiller i Superligaen nogensinde, men han kan og skal ikke kun lære midtjydernes angribere at score flere mål. Han anses for at være et stort trænertalent, der med en analytisk og dybt professionel tilgang får det bedste frem i hver enkelt spiller.

Han er selv bevidst om, at han måske kunne have fået endnu mere ud af sin aktive karriere, hvis han endnu tidligere havde levet mere professionelt.

I skyggen af Bendtner

Kælenavnet ’Duncan’ blev opfundet af AGF-koryfæet Per Thune.

Talentsmeden så klare ligheder mellem den skotske angriber Duncan Ferguson og den ligeledes ufatteligt hovedstødsstærke og placeringskloge Morten Rasmussen, der på ungdomsniveau var en uspiselig mundfuld for alle jævnaldrende forsvarsspillere.

’Duncan’ var regnet som et stortalent, og han var bare 17 år, da han i 2002 var med til at redde AGF fri af nedrykning. På ungdomslandsholdene haglede han mål ind, mens frekvensen til en start var en anelse lavere i Superligaen.

I januar 2006 blev han upopulær i Aarhus, da Michael Laudrup hentede ham til ærkerivalen Brøndby. Skader spolerede dele af opholdet, men når angriberen var kampklar, fandt han ofte frem til målet.

Derfor stod den skotske storklub Celtic i 2010 på spring og købte ham, men opholdet i Skotland blev ingen succes.

Efter udlejninger til Mainz, AaB og Sivasspor skiftede ’Duncan’ i 2012 til FC Midtjylland. I januar 2016 blev han modtaget som en hjemvendt søn i AGF, inden han i karrierens efterår nåede korte, uforløste ophold i Polen og Cypern.

Selv om den hovedstødsstærke angriber var skræddersyet til frontpladsen i Morten Olsens 4-3-3-formation, blev det til beskedne 13 A-landskampe og fire mål for Danmark i perioden 2008-2016.

Havde Nicklas Bendtner ikke haft sine velmagtsdage i samme periode, var det utvivlsomt blevet til langt flere landskampe og mål for skarpretteren fra Aarhus-forstaden Tilst.

Ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her