Hvordan var dit barndomshjem?
»Da jeg var helt lille, et traditionelt borgerligt middelklassehjem. Men mine forældre blev skilt i 1974, hvor jeg var otte. Det var den første bølge af skilsmisser, hvor man var ved at finde ud af, hvordan man gjorde. Min ældste bror boede hos min far, mens min anden bror og jeg boede hos min mor og hendes mand. De var begge folkeskolelærere. Det var en tryg og privilegeret opvækst i Birkerød, men også en barndom, hvor vi som andre børn dengang var overladt meget til os selv. Da jeg var seks, gik jeg selv i skole, selv om der var halvanden kilometer, og man skulle krydse en ret trafikeret vej«.




























