Josefine Klougarts verden udgår fra Agri på Mols. Det var her, hun sammen med sine to søstre voksede op og samlede sneglehuse, pustede til frøstande, plukkede bær, trampede is i stykker på pytterne en frostmorgen. Her levede hun et naturnært, rodfæstet liv, hvor forældrene tog sig god tid til at være sammen med deres børn, tale med dem.
Selv sagde hun ikke rigtig noget de første år. Faktisk var hendes farmor bekymret for, om det stille barn mon led af en hjerneskade. Men hun var blot indadvendt og ekstremt genert.




























