For indtil flere generationer er Kjeld Nørgaards stemme indbegrebet af tryghed og hygge foran skærmen. Han var nemlig manden, der i begyndelsen af 1970’erne, dengang børnefjernsyn på hverdage stadig blev sendt om formiddagen, fordi mange børn blev passet af deres mor, lagde stemme til den friske frø-fyr Kaj, som spillede over for den pæne papegøje Andrea. Og så var han også den ene af de to tøjdyrs voksne venner, den anden var den musikalske seminarielærer Povl Kjøller, der også skrev Kajs kendingsmelodi – den med indledningen: ’Hej med dig, jeg hedder Kaj’.
Det var også Kjeld Nørgaard, der var en af idépersonerne bag konceptet med Kaj og Andrea, og papegøjen fik ifølge overleveringen sit navn efter hans mormor, der hed Andrea. Men hans far hed altså Albert – der i de år var en tøjkanin, men det er vist nok uden sammenhæng. Faderen døde, da Kjeld Nørgaard var ganske lille, og derfor blev han opdraget af sine bedsteforældre på Bornholm.




























