Hvem dukker op til the Met Gala med et flygel på ryggen? Det gør ingen anden end André Benjamin, bedst kendt som André 3000. Selv om han betragtes som en af de mest markante figurer i hiphoppens historie, er han måske mere tavs end nogensinde. Men stilheden taler stadig klart efter 35 års karriere.
Som den ene halvdel af duoen OutKast, der med sin radikale lyd og sit flamboyante dandylook sprængte forventningerne til, hvad rap kunne være, trådte han, sammen med sin makker Big Boi, ind i rappernes boksering med fredspibe og excentrisk aura, da OutKast i 1994 debuterede med albummet ‘Southernplayalisticadillacmuzik’. Duoen lignede helt sig selv, ikke mindst på grund af André 3000 og hans mere ukonventionelle visuelle udtryk.




























