Både som solodanser, som hoteldirektør og som iværksætter skal man udvise mod og masser af musikalitet. Du skal turde tage og acceptere de helt store kunstneriske udfordringer, og du skal i hotel- og iværksætterverdenen følge med tiden og leve op til gæsternes – måske endda investorernes – forventninger. Det ved Alexander Kølpin alt om.
Fra 1981 til pensioneringen i 1995 dansede han i Den Kgl. Ballet – de sidste år som solodanser og dermed i forreste række i nationalkompagniet. I de seneste år har han drevet det eksklusive Hotel Sanders i Tordenskjoldsgade i København og to andre hoteller i Nordsjælland – Tisvilde Strandhotel og Helenekilde Badehotel – sammen med sin far, arkitekten og den tidligere teaterchef Jes Kølpin, i virksomheden Kolpin Hotels. Her er Alexander Kølpin kreativ direktør.


























