Lyt til artiklen
I over to år var Walter Frankenstein og hans lille familie blandt de omtrent 6.500 jøder i Berlin, der blev kaldt ’menneskelige ubåde’, fordi de i overført betydning søgte under overfladen for at skjule sig for nazisterne. De gemte sig i udbombede bygninger, biler, skove, bordeller, ja, hvor som helst de kunne overleve endnu en dag eller uge.
Efter en nat i en forladt bygning sad Frankenstein en dag i 1944 i et tog, da en betjent fra militærpolitiet forlangte at se identifikation. Flere år senere mindedes Frankenstein i et interview, som Det Jødiske Museum i Berlin foretog, hvordan han med påtaget udenlandsk accent havde fortalt, at han var tvangsarbejder og havde glemt sine papirer i arbejdstøjet.
