Få komponister er så snævert forbundet med drømmen om en ubekymret ungdom, fyldt med åbne biler, evigt solskin, hvide strande og masser af uforpligtende forelskelse som Brian Wilson. Og få har levet et liv, der trods stjerneberømmelse og ufattelig økonomisk succes har været så fjernt fra denne drøm.
For selv om Wilson var et geni, begavet med en ufattelig musikalsk fantasi og en evne til at høre hidtil uhørte klange og lyde i sit hoved, måtte han livet igennem trækkes med dæmoner, med mindreværdsfølelser og en uforstående verden. Så når han sang om, at han ville ønske, at alle piger var lige så smukke og imødekommende som dem i Californien, og tonalt digtede om de gode vibrationer, så var det, fordi han i tonernes verden kunne alt – også det, der ikke var muligt i den fysiske verdens til tider fjendtlige og mindre fremkommelige univers. Hårdt for ham, muligvis. Men til gengæld frydefuldt for en verden af popfans, der i kraft af Wilsons indre liv fik sange af uendelig skønhed som soundtrack til deres liv.
