Hun har altid virket lidt fjern, lidt, ja, dronningeophøjet, dagens 80 års fødselar. Jeg tror, at om et par år er det Helen Mirrens ansigt, man vil se for sit indre blik, når nogen nævner dronning Elizabeth.
Jeg kan huske, jeg engang så et interview med hende og den firskårne actionstjerne Liam Neeson, der var gæster i ’Graham Norton Show’. Det var dengang, jeg fandt ud af, at de to havde været kærester dengang først i 80’erne. Det var svært at se for sig. Hun blev siden kærester og dernæst gift med den amerikanske instruktør Taylor Hackford, der ikke var kendt for sit kunstnerisk usvigelige jugement, hvor man tænker, at hun burde være gift med en mere klassisk Laurence Olivier-type.


























