Tina Sakura har ikke altid delt efternavn med en japansk kirsebærblomst. Da hun kom til verden i Varde, hed hun Schmidt, og det holdt til de to første billedbøger. Så blev Tina Sakura gift. Efternavnet Bestle står uden på nogle af forfatterskabets vigtigste bøger.
Men friheden i kirsebærlunden trak, så nu hedder hun blomstrende bramfrit Tina Sakura og bor i Sydhavn i København med sin søn Louis, der nok har fået at vide, hvorfor han hedder det. For uden forfatteren Louis Jensen (især ’Den frygtelige hånd’) havde Tina Sakura ikke skrevet, som hun gør. Hun havde skrevet, det er helt sikkert, men ikke så dristigt. Hun blev nok lidt mere ustoppelig end han.




























