Trommerne har han stadig. Og Tom McEwan har ikke mistet lysten til at underholde et publikum med musik og komik, som han har gjort det i adskillige årtier.
»I dag holder jeg meget af at tage mit vaskebræt-slips og spille på det. Har du nogensinde set sådan et?«, spørger Tom McEwan i telefonen fra sit hjem i Søborg med dén der bløde, lune stemme, som generationer kender fra alle de år, hvor han lavede musikalsk tv for børn.