Der findes ikke mange interviews med Børsens nye ansvarshavende chefredaktør Nikolaj Sommer, der handler om ham selv og hans liv. Den slags interviews overlader han til sin kone, graverjournalist på DR, Line Gertsen.
»Dengang jeg var studievært, har jeg da givet et kendisinterview eller to. Men jeg har i mange år ikke haft nogen stor lyst til at dele ud af mit privatliv. I lang tid har jeg båret titlen som Line Gertsens mand eller kæreste. Og det har jeg det fint med«, siger Nikolaj Sommer.


























