Historierne om Lars von Trier, der havde så mange fobier, at han kun kunne kæmpe sig til Cannes i en specialbygget camper, fyldte en overgang næsten lige så meget som hans film. Det lød næsten lidt som en ufrivillig komedie, men fobier er som et personligt katalog af angstbetonede tvangstanker, ikke for sjov.
At noget rimelig rædselsfuldt bliver forvandlet til en slags film, er arketypisk Lars von Trier. Alt det, der truer med at vælte det indre læs, konverteres til et narrativ. I Nils Thorsens portrætbog ’Geniet’ siger instruktørkollegaen og ungdomsvennen Åke Sandgren, at for Lars von Trier handler det dybest set om én ting: iscenesættelse. Filmene, hans fremtræden og hans dyrkelse af alle mulige ritualer. Det er alt sammen én stor film, mener Sandgren. En iscenesættelse, men ikke et skuespil.
