0-9 år
»Da jeg var fem år, døde min lillebror af leukæmi. Han var tre år, og det var lige før juleaften. Det var frygteligt. Jeg måtte ikke være med til begravelsen. Jeg måtte sidde i bilen udenfor og vente. Alene, tror jeg faktisk. Måske handlede det om, at min mor var så fortvivlet, og det tror jeg ikke, mine forældre syntes, at jeg skulle opleve.
Efter begravelsen gik livet jo videre. Mine forældre skulle på arbejde – jeg tror ikke, at man fik sorgfri dengang – og jeg skulle i børnehave. Men der var en tomhed i familien. Heldigvis havde jeg min lillesøster, og siden fik jeg også to små brødre. Det hjalp helt klart, og selv om der var ni år mellem mig og min yngste lillebror, var vi tætte. Det var faktisk mig, der var med ham på første skoledag, for vores forældre skulle arbejde.
