Inden for en bestemt gren af den humanistiske forskning taler man om fænomenet individuationspunkt. Det er det – definerbare – punkt i en kunstners udvikling, hvor vedkommende træder i karakter og bliver den mest optimale og autentiske version af sig selv. Ikke nødvendigvis højdepunktet i en karriere eller et værk, men der hvor det hele går i den meget omtalte højere enhed.

For skuespilleren Alison Steadman er det ubestrideligt hendes indsats i Mike Leighs vidunderlige komediedrama ’Life Is Sweet’ fra 1990, hvor hun medvirker i rollen som Wendy, hustruen til den drømmeriske kok Andy og moren til de meget forskellige, men ret livsduelige tvillinger Natalie og Nicole. Her får den lavmælt på alle tangenter, så man føler, man kommer tæt på en kvinde, der er rummelig, sød, empatisk, udholdende og villig til at gå meget langt for at hjælpe sine omgivelser. Hun tilfører rollen det særegent sjældne je ne sais quoi, der gør den almen, så hun minder om en, man selv har plejet omgang med i den fjerne eller nære familie; den der tante, moster eller nogens mor, der stiller op som en engel i menneskeskikkelse – med følelserne uden på tøjet.