0-9 år
»Jeg begyndte at interessere mig for fugle, da jeg var omkring syv år gammel. Det har betydet meget for mig. Jeg var altid i skoven og derfor meget væk hjemmefra. Jeg husker mest dette årti for fuglene, det kan godt være, det lyder åndssvagt. Men på den måde kunne jeg omgå den elendighed, der var. Min mor var meget syg og bipolar. Det er en frygtelig lidelse. I de maniske perioder var hun en fantastisk mor, og alt var skønt og dejligt. I de depressive perioder, der var de længste, var der dybe, sorte huller. Jeg har ikke så mange erindringer om det. Det er nok et fortrængningsfænomen«.
10-19 år
»Klassisk musik har altid betydet meget. Min ældste søster studerede musik. Og min mor spillede glimrende klaver – hver dag i de gode perioder. Vi havde et stort flygel i dagligstuen, som jeg altid lå under og lyttede til hendes musik. Det var noget af det, jeg holdt allermest af. Hun var formand for musikforeningen, så jeg fik lov til at komme bag scenen på Den Jyske Opera, når vi var i Aarhus. Det er sjovt, når den senere kom til at betyde så utrolig meget for mig.