Der er dem, der elskede Jørgen Leth for hans lydspor til dansk cykelsommer; der er dem, der beundrede ham for hans omfattende livsværk af film og digte; der er dem, der forgudede ham og gjorde ham til kultfigur i hans sene år; og der er dem, der ikke kunne udstå ham. Men der er meget få, der ikke kendte den 88-årige Jørgen Leth og ville kunne skelne hans stemme og diktion blandt tusinder.
Nu har Jørgen Leth sagt sit sidste ord.
Skoleelever vil stadig kunne tale med om Mont Ventoux med Leths diktion: »Det skaldede bjerg«. Eller huske, hvordan Magnum-isen fik nyt liv, efter at Leth på tv i en karakteristisk dvælen ved isens kvaliteter udtalte dens navn med hårdt G.
Men først og fremmest vil Jørgen Leth blive husket som kunstner i bestandig leg med nye former og metoder. Han efterlader sig over 30 dokumentar- og spillefilm, og hertil kommer artikler, digte, kommentarer, erindringer og spoken words, reciteret til musik.
Selv kaldte Jørgen Leth sin metode antropologisk. Hans kunstneriske undersøgelsesfelt spændte fra fodbold og cykelsport til udenrigskorrespondenter, Haiti, Leth selv – eller bare livet.
Emnerne nærmede han sig ved at insistere på at iagttage og holde fast i en nysgerrig tilgang. Og derpå formidlede han – på film, på tekst, på hvad som helst og med sin egen særlige dosering af reportagens nøgterne gengivelse og digtningens sansende poesi, gerne med et nyt twist hver gang.
»Hvad nu hvis«, lød credoet, når han legede med nye kameraophæng og vinkler i den berømmede dokumentar, ’En forårsdag i helvede’, om cykelløbet Paris-Roubaix fra 1976 – en film, der blev banebrydende i sin genre, berømmet for sin hudløse registrering og sine formeksperimenter.
»Hvad nu hvis« var også tankegangen bag en filmklassiker som ’Det perfekte menneske’ fra 1967. Filmen, som gik ud på at skildre livet i Danmark gennem en nærmest klinisk dissekerende gennemgang af en perfekt mand og en perfekt kvinde, dannede i 2005 kunstnerisk afsæt for Lars von Triers film ’De fem benspænd’, og filmene er blevet vist og genvist på filmfestivaler verden over.
Et af de senere kunstneriske projekter indledte Jørgen Leth, efter at han havde fået problemer med at gå. Med krævende locations i Laos’ jungle og Haitis bjerge gik ideen ud på at beskrive netop det: At gå. Og den dengang 81-åriges kreative benspænd til sig selv lød på, at alt skulle optages med mobiltelefon.
»Jeg er aldrig holdt op med at eksperimentere. Det er jeg stolt af. I min alder«, sagde han i et interview med denne avis, da vi besøgte ham i Haiti for godt seks år siden.
Som kunstner på evig ekspedition fulgte han et råd, som han havde fået af sin far som teenager, og som med Jørgen Leths eget ord blev livsafgørende:
»Husk at bruge øjnene«, lød rådet, inden Leth tog på sin første rejse sydpå med pen og kamera. At bruge øjnene og fortælle om det sete blev en disciplin, Leth brugte sit liv på at raffinere.
Han indledte sin professionelle karriere i 60’erne som journalist på dagbladet Aktuelt og her på Politiken, men sideløbende begyndte han at udgive digte og lave dokumentarfilm, og han blev en central skikkelse i datidens eksperimenterende kunstmiljøer.
Leth gjorde det til et kunstnerisk særkende at dyrke pauserne – »mine punktummer og tankestreger« – og langsomheden. Som få turde Jørgen Leth lade kameraet rulle og tiden gå. Et tog med sukkerrør kunne få lov at rulle og hvine sig tværs gennem billedet, vogn for vogn og uden ophør i flere minutter.
Og så var der gentagelserne. I sit sprog kunne Jørgen Leth gentage et ord eller et begreb og blive ved med at vende det om og finde nye facetter, til han var, hvor han ville, og helt bogstaveligt vendte han igen og igen tilbage til de yndede destinationer i Baskerlandet, Frankrig og ikke mindst det elskede Haiti, som han fik øje for under en filmoptagelse i 1981. Ni år efter slog han sig ned i landet, hvor han i mange år holdt sine depressioner stangen med fast adresse under Caribiens sol, inden han lige så fast hvert forår vendte hjem til Europa og drak sin morgenkaffe tilsat aviser ved søerne i København eller i det glitrende lys på Mallorca, inden han igen tog flyet hjem til vinterdestinationen. For nogle år siden købte han sammen med sine børn et stykke land på Haiti med intention om at skabe et tilholdssted for kunstnere. Den plan strandede i takt med at Haiti de senere år er nedsmeltet i rå vold og banderegimer.
Jørgen Leths egen status var også nedsmeltet i en årrække, efter at han i sine erindringer fra Haiti fra 2005 beskrev, hvordan han som mand »tog« sin haitiske koks unge datter. Mediestormen rejste sig momentant. TV 2 fyrede stationens ellers populære Tour de France-kommentator, Leth selv måtte gå under jorden, og titlen som honorær konsul i Haiti røg med i faldet. Med karakteristisk overlevelsestrang beholdt han dog den fornemme honorære krone-plakette og lod den hænge under palmerne uden for sit hjem i Haiti.
»Det må du fandeme ikke skrive«, grinede han, når han viste det nationalrøde statussymbol frem, vel vidende at det heller ikke ville have holdt ham selv tilbage.
Jørgen Leth blev taget til nåde igen som Tour de France-kommentator i 2009, og i sine sidste år opnåede han nærmest kultstatus, også blandt et nyt, ungt publikum, der forgudede ham på tour’en, fulgte ham til spoken words eller tilmeldte sig hans filmskole, Ecole de Leth, som med afsæt i Leths filmiske kulturarv lærte en ny generation af kunstnere at bruge øjnene. Da TV 2 endnu engang skilte sig af med Jørgen Leth som Tour-kommentator i 2019, og Leth bebudede, at så kørte han selv, fik han tusinder af støtteerklæringer på sociale medier. Så sent som juni i år var han aktuel med endnu en rost digtsamling, ’Zombie’.
Han kom aldrig til at forstå, hvorfor andre betragtede forholdet med kokkens datter som en hvid mands magtmisbrug og ikke som den kærlighed mellem to mennesker, som han selv oplevede. Og balladen blegnede, da et virkeligt jordskælv fem år efter de famøse erindringer raserede Haiti. 2-300.000 haitianere omkom, endnu flere blev hjemløse. Selv mistede Leth sit hus og alle sine ejendele, inden han i en dramatisk redningsaktion blev bjærget ud af landet i helikopter. I flere år blev han ved at vende tilbage til Haiti, hvor han fik husly hos venner på et hotel. Jordskælvet blev dog et traume, og han fik uforklarlige problemer med at gå. Men når den gamle sportsmand trænede på hotellets tennisbane, følte han, at han dansede.
Nu er dansen slut. Hvis Jørgen Leth kunne dokumentere også denne sidste rejse, ville han gøre det.
fortsæt med at læse
