Alle musikere har en lyd. Men det er ikke alle, der har en sound. Og slet ikke alle, hvis sound er så umiddelbart genkendelig som trompetisten Palle Mikkelborgs. For den er aldeles unik, hans himmelstræbende æteriske og spirituelt søgende tone. Men han har også arbejdet på at vedligeholde den, forfine den, skærpe den og udvikle den, siden han som stor dreng tilbage i 1950’erne første gang satte en trompet for munden.
Mikkelborg er københavner, og måske spiller byens lyd, dens karakteriske ambience, en rolle i hans musikalske univers. Det kunne man i alle fald godt påstå. For lytter man godt efter, kan man høre himlen over Nørrebro i hans tone, lyset over Sortedams Sø og måske en for længst forsvunden sporvogn, der kører i remisen efter en lang dag med frakkeklædte passagerer og tornysterbærende skolebørn.
