Hanne Skyum har fået sin uddannelse på Det Jyske Kunstakademi i årene 1983-87, hvor Annette Holdensen var hendes lærer på tekstilafdelingen. Da hun fire år senere, i 1991, udstillede sine vævninger i Nikolaj, skrev Jonna Dwinger rosende om hendes fortrinsvis mørke, dybe stil.
I mange år holdt den vævede uldtråd hende fast, og hun var blandt initiativtagerne til Dansk Gobelinkunst, en gruppe vævere, der insisterede på at holde fast i den traditionelle væveteknik. Alligevel kom materialerne til at skifte med tiden. For hun siger selv, at den opgave, hun bliver stillet over for, som regel også må diktere hendes materialevalg, dvs. om resultatet skal være en klassisk vævning, et træsnit eller trykpladen som et skulpturelt og grafisk udtryk i sig selv.




























