Gladsaxes borgmester Trine Græse kan give sine tre døtre en del af æren for, at hun gik ind i kommunalpolitik. Det var nemlig som medlem af forældrebestyrelsen på Buddinge Skole, at hun første gang engagerede sig i en politisk sag.
Det skete, da kommunen havde lagt op til at ændre på skoledistrikterne, hvilket fik Trine Græse til at troppe op på et byrådsmøde, hvor det lykkedes hende at få indført søskendegaranti.


























