Coronaen har både sidste år og i år betydet, at Benny Berdino har tilbragt størstedelen af tiden i Årslev ved Slagelse, hvor Cirkus Arena har vinterkvarter, og som også rummer Cirkusland. Normalt tilbringer den travle cirkusdirektør ellers en stor del af året på turné eller på jagt verden rundt efter gode artister.
Benny Berdino er søn af Arne ’Berdino’ Olsen og fru Lydia. Arne Berdino grundlagde Cirkus Arena i 1955 efter en del år som markedsrejsende. I sine første leveår kunne Cirkus Arena markedsføre sig som Danmarks mindste cirkus. Personalet bestod af direktøren, sønnen Benny, datteren Jytte samt kraftatleten Abdullah. Senere kom klovnen Larno til.




























