Noget i Ole Nielsen må have vendt bagud. Allerede som dreng var det i hvert fald fortiden, der fascinerede ham. Tidligt bladrede han i billedbøger om Danmark under Første Verdenskrig og Napoleonskrigene, skiftede dem senere ud med historiske romaner og tidsskriftet Skalk og vandrede i selskab med sin ven Jes rundt på pløjemarkerne på jagt efter flint og potteskår. Sammen fik de sommerferiejob på frilandsmuseet Hjerl Hede, hvor især stenalderbopladsen betog Ole Nielsen.
Og sådan omtrent blev det også i de følgende fem årtier.
