En kontant forfatterstemme er blevet tyst. Uanset om Charlotte Strandgaard skrev om anoreksi, sex, parforhold, forældreskab, kroppen eller kristendom, om hun skrev ud fra sine personlige erfaringer eller om samfundsmæssigt betændte emner som stofmisbrug og sindssygdom, gjorde hun det med en vilje og en uforfærdethed som få. På én gang nøgternt og omsorgsfuldt.
Hun blev født i februar 1943 som datter af Annabeth Kruuse, der var oversætter, og Jens Kruuse, der var litterat og kritiker på Jyllands-Posten, og voksede op i et hjem i Aarhus, hvor reolerne var fyldt med bøger, og hvor kunstnere og forfattere kom på besøg. Som barn blev den begavede Charlotte udsat for mobberi og led af angst, hvilket hun har beskrevet i erindringsbogen ’Jeg drømte mig en drøm’. Efter studentereksamen begyndte hun på litteraturstudiet, men droppede ud og uddannede sig i stedet til biblioteksassistent, og det var som sådan, hun ernærede sig, da hun i 1965 debuterede med digtsamlingen ’Katalog’.
