Sofie Malmborg er en nørd, der kan lide at kaste sig over nye store projekter, som hun kan fortabe sig i.
Sådan et projekt var romanen ’Bargums synder’, der i 2020 indbragte hende Bogforums Debutantpris og en indstilling til Munch-Christensens debutantpris. En roman, der handler om den danske købmand Frederik Bargum, der i årene 1766-1774 lænkede 2.321 mennesker om bord på sine skibe og sejlede dem over Atlanten for at sælge dem som slaver til de danske sukkerplantager i Vestindien. »En mand, der mangler det menneskelige gehør, som forfatteren til gengæld lysende demonstrerer, at hun ejer«, som det lød i motivationen for tildelingen af Debutantprisen. Romanen tog hende otte år at skrive, krævede omfattende research og detektivarbejde i parisiske arkiver.




























