Prædikater kan føles klistrende, men at blive kaldt psykologiens Indiana Jones bekommer en af fagets grand old men, Peter Elsass, så godt, at han selv bringer det på bane, da han svarer på spørgsmål i anledning af sin fødselsdag. Måske fordi de tre ord fortæller, at der bag en professortitel og over 250 videnskabelige artikler gemmer sig en uortodoks herre, hvis liv byder på masser af eventyr, drama, død og liv.
Du har været døden nær flere gange. Har det gjort dig bange?
»Det var heldigt, at jeg i 1978 fulgte min intuition og efter blot to dage skyndte mig væk fra en isoleret koloni i junglen i Guyana, hvor 914 medlemmer af sekten Peoples Temple ti dage senere begik selvmord eller blev myrdet. Havde jeg ikke lyttet til følelsen af, at noget ikke var, som det skulle være, havde jeg sandsynligvis set for meget og var næppe undsluppet. Jeg var også heldig og blev hurtigt løsladt, da jeg i sin tid blev kidnappet af guerillabevægelsen Farc i Colombia. Og det var heldigt, at jeg befandt mig tæt på Rigshospitalet, da jeg på cykeltur pludselig fik vejrtrækningsproblemer pga. angreb fra en sjælden kødædende bakterie og straks blev lagt i kunstig koma i en måned. Det sidste gav stof til et kapitel i bogen ’Kunsten at være alene’, men nej, jeg går ikke rundt og er bange«.
Hvad drømte du om at blive som barn?
