Som ganske ung kom Tage Andersen i konditorlære, og hvis vi nu leger, at der også dengang var noget, der hed ’Bagedysten’, bør ingen med kendskab til den nu 75-årige gartner, havearkitekt, designer og aldeles fortryllende blomsterkunstner være i tvivl om, at han havde fejet samtlige deltagere i det populære kageprogram af bordet - og det så let som at klø sig med en blomsterpind.
Det er rundt regnet 45 år siden, han rullede sin lille lastbil fra Viborg til København, pakket med alt sit jordiske gods, inklusive papegøje, gravhunde og tørrede blomster til brug ved indretningen af den eksklusive blomsterbutik, han havde overtaget efter Kongelig Hofleverandør Svend Schaumann på Kgs. Nytorv. Inden længe stod københavnerne i kø for at opleve hans eventyrlige iscenesættelser, og ikke mindst hans egen barokke fremtoning, komplet med knæbukser, bogholderbriller og hjemmestrikkede uldsokker - allerede dengang lignede Tage Andersen en skikkelse på et gammelt, hollandsk maleri.




























