Nådesløs. Det er ordet, der bedst sammenfatter det helt særlige ved filmkunstens østrigske maestro Michael Haneke. Absolut nådesløs.
Når Christian Tafdrups nye gyser, ’Speak No Evil’, ryster anmelderne med sin nådeløshed, bliver referencerammen helt automatisk Haneke. Ikke mindst takket være Hanekes originale gyser ’Funny Games’ fra 1997, der modsat sin titel ikke var spor sjov, men skilte sig ud ved at være en ualmindelig ubehagelig realistisk gyser.




























