Faktisk var det lidt af en fiasko. At sælge 30.000 eksemplarer af sin debut var ikke meget for et amerikansk rockband med så store forventninger klæbende til sig som Velvet Underground. Året var oven i købet 1967, hvor rockmusikken for alvor trådte i karakter som en kunstform, man måtte tage alvorligt som andet end ledsagelse til teenageres fumlende forsøg ud i kærlighed og dannelse af identitet.

Hippiernes epoke kulminerede det år, hvor det sorte album fra New York lød som en knytnæve af sex, stoffer og realiteter, der kunne trænge gennem røgskyerne og gennemtrænge den lyserøde ballon af ’peace, love and understanding’. Men selv om Velvet Underground virkelig var det noget andet, var det ikke lige det, verden havde brug for. Ikke i første omgang i hvert fald.