Den journalistuddannede erhvervsprofil Per Mikael Jensen er netop blevet ansvarlig for eksterne anliggender og pr hos den danske virksomhed Seaborg, der er ved at udvikle en reaktor lavet af flydende salt. Dermed bevæger Per Mikael Jensen sig over i et nyt kernefelt som 60-årig efter en lang karriere inden for den publicistiske verden.
Per Mikael Jensen – eller PM, som han også kaldes – begyndte sin karriere som journalistpraktikant på Politiken. Dengang regnede de fleste på avisen med, at han ville ende som chefredaktør. Hurtigt sagde man, at han ikke var i praktik som journalist, men som chefredaktør. Hvis der var nogen, der ikke kunne finde ham, sagde man, at han sad og ventede på, at hjørnekontoret blev ledigt. Det fortælles i et portræt i Euroman.




























