For mig er overgangen fra ungdom til voksen ikke kommet som ét stort spring, men mere som sådan nogle små hop. Jeg blev voksen første gang, da jeg var 12 år, og mine forældre blev skilt. De var kun det andet par i den forstad til Aarhus, hvor vi boede, som gik fra hinanden. Det var meget mere definerende dengang, end det ville være i dag. Jeg var glad for, at de blev skilt, for det gik ikke ret godt. Men jeg blev bare også meget opmærksom på, hvordan resten af verden så på os. Så jeg begyndte at sørge for, at der var rent i huset, ryddede op og gik til møder i banken med min mor.
Min familie siger, at jeg blev tidligt far. Vi skulle ligne en pæn familie, mine søskende skulle spise pænt, og jeg blev i det hele taget urimeligt optaget af gode manerer.
Et konfirmationsbillede fra 1975 rev jeg midtover dengang, så jeg har kun den del med benene på. Jeg kunne hverken lide den måde, jeg så ud på, eller omstændighederne. På en måde synes jeg, man kunne se min situation i det billede. Og min egen opfattelse af min livssituation var bare ikke god. Bortset fra at det allerede dengang gjorde mig supermålrettet, ærgerrig og ambitiøs. Negativ selvfølelse kan jo være en fantastisk drivende faktor for at opnå noget. Og siden ændrede det sig – heldigvis.
Jeg fik kørekort som 18-årig, og det første, jeg gjorde, var at køre til Sydfrankrig i min mors blå Alfasud. Det var et super definerende øjeblik som 18-årig bare at køre ned gennem Tyskland. Jeg tror ikke, jeg husker en større fornemmelse af ultimativ frihed. Jeg kunne køre til højre eller til venstre, som det passede mig, og jeg havde penge, for jeg havde arbejdet i mange år. Det var helt fantastisk.
Jeg var 18 år, da jeg flyttede sammen med min første kæreste, Lone. Og så blev vi voksne på ét sekund. Jeg flyttede hen til hende en eftermiddag, da min mor ikke var hjemme. Jeg pakkede bare en rygsæk og lidt møbler og bar det ned til hendes lejlighed på Åboulevarden i Aarhus. Og efterlod en seddel til min mor, hvor der stod: »Kære mor, jeg er flyttet sammen med Lone. Vh. Per Mikael«.
Lone og jeg gik i Salling hver lørdag og købte vin og bøffer og bagekartofler. Og så tog vi de der labels af vinflaskerne og limede dem ind i en bog, hvor vi skrev, hvad vinen hed, hvad den kostede, og hvordan den smagte. Det er sådan noget, man gør, når man ikke rigtig ved, hvordan man gør, når man er voksen. Så tænker man: Det er jeg nok, hvis jeg gør det her. Jeg kan huske fornemmelsen af at gå ned i Salling med en kvinde i hånden og sige: Skal det være T-bone-steak eller entrecote i aften, skat? Og tænke: Gud, hvor er jeg blevet stor. Det varede i 2-3 år.
Natten efter min 22-års fødselsdag kom jeg ikke hjem. Jeg dukkede først op næste formiddag og stod og talte i telefon, da Lone pludselig kom styrtende med en kartoffelpresser, som hun hamrede ned i hovedet på mig, så jeg faldt om. Hun blev ved med at skændes med mig hele aftenen og det halve af natten. Og næste dag skulle jeg til optagelsesprøve på Journalisthøjskolen. Så klokken 3 om natten tænkte jeg: Nu er det kraftedeme nok. Og så tog jeg min skrivemaskine og gik ned på Banegårdspladsen i Aarhus og lejede et hotelværelse. Så lå jeg der og kiggede op i loftet og tænkte: Nu er ungdommen slut. Det her er voksent. Du har haft et skænderi med din første kæreste, hun har slået dig i hovedet med en kartoffelpresser, det bløder, du skal til en stor prøve i morgen, og nu gider du ikke at have mere ballade.
Det føltes også voksent, første gang jeg som journalistpraktikant tog en pæn jakke på ind på Politikens redaktionen. Om morgenen tænkte jeg: Det kan jeg ikke, når alle andre på redaktionen går i skovmandsskjorter, kakibukser og sokker i sandalerne. Men så tænkte jeg: Fuck det. Jeg tager den på. Og det var sådan lidt en følelse af, at okay, nu er jeg kommet i den alder, hvor jeg godt kan tage en jakke på om morgenen, når jeg skal ind på avisen.
Når man er ung, er man ikke bange for at miste noget som helst. Det er kun opad, hurtigere, sjovere og stærkere. For mig har det at blive voksen været oplevelsen af reelle tab eller fornemmelsen af tab, der kunne opstå. Det var den følelse, jeg havde, da mine forældre blev skilt – et tab af omdømme. Tanken om at kunne miste min første og nu afdøde kone gjorde mig også panisk, og derfor var jeg vanvittigt jaloux. Og så angsten for at miste min nu 6-årige datter. Det er de tre situationer, hvor jeg stærkest har kunnet mærke, at nu var jeg voksen.
Publiceret 16. juli 2014
