»En god producers fornemste job er at få det bedste frem i den instruktør, man arbejder med. Det handler om at vide, hvornår man går med, men også, hvornår man skal give noget modstand«, sagde Sisse Graum Jørgensen sidste år til Jyllands-Posten.
Hun ved alt om, hvad der kræves af en god filmproducer, for siden hun kom til Zentropa i 1999 som assistent for selskabets daværende filmproducent og produktionsleder Peter Aalbæk Jensen, har Sisse Graum Jørgensen udviklet sig til at være en af landets førende inden for faget. I dag er hun også medlem af bestyrelsen og direktionen i Zentropa, hvor hun stod i lære som producer i sin tid. Bestyrelsen har hun været medlem af siden 2014, og ledelsen blev hun en del af, da Peter Aalbæk Jensen gik af som direktør for seks år siden.




























