Når man indleder sit arbejdsmæssige voksenliv med at være model, ved man godt, at der er lang vej, til nogen tager én seriøst. Det gælder især mænd i skuespillerfaget som nu irske Jamie Dornan.
Dornan er det arketypiske eksempel på en flot mand, der sælges på sit udseende, men som skal op ad et grumme højt og ufarbart bjerg for at opnå nogen form for kunstnerisk legitimation. Dornan er hunken fra ’50 Shades of Grey’-filmene (2015-18), kendt for sine olierede muskler, et dirrende blik og et temperament, der ikke var mere kinky, end at det appellerede direkte ind i mellemklassen. Det var ikke gode film, men Dornan leverede, hvad han skulle.




























