Vi er en del, der synes, David Fincher tog en rigtig god beslutning som otteårig. I historien om ham hedder det sig nemlig, at han dengang så en dokumentarfilm om tilblivelsen af ’Butch Cassidy and the Sundance Kid’ og besluttede sig for, at det da var filmskaber, han ville være.
Og en af de helt store filmskabere blev han. ’Seven’, ’Fight Club’, ’Zodiac’ og senest ’Mank’ er film, der bærer hans signatur, ligesom anslaget i tv-serien ’House of Cards’ og hele serien ’Mindhunter’ også gør det. Nogle kalder David Fincher trættende at arbejde for, fordi han bliver ved og ved, til en scene eller et værk er i hvert fald i nærheden af at være så perfekt, som han på forhånd har forestillet sig.


























