I 1986 var 2. juledag stadig kendt som en stor biografdag, måske årets største. Og dengang, for 36 år siden, havde ’Flamberede hjerter’ premiere på netop denne biografernes festdag.
Politikens Bent Mohn var i sin anmeldelse overrasket over, at han ikke en eneste gang krummede tæer eller følte »trang til at flygte ud af biografen«, hvilket åbenbart gerne skete, når han så en dansk film. Næ, her! Her var endelig noget, han kunne lide.


























