Christina Hesselholdt har fået sin kærlighed til litteraturen med hjemmefra. Fra hun var helt lille sørgede hendes far, psykolog, og hendes mor, psykiater, for at hun fik læst højt og blev omgivet af bøger.
Sine første digte skrev hun, da hun var 13. Og da hun fik en studentereksamen, der var for dårlig til, at hun kunne komme ind på drømmestudiet litteraturvidenskab, tog hun den om. Ind ville hun.




























