Engang havde nærværende avis en fast rubrik med titlen ’Livsværker’, hvor kunstnere af forskellig observans blev udfrittet om et stykke kunst, der havde haft afgørende eller definerende betydning for deres liv og virke. En af de adspurgte var Martin Hall, og han pegede – efter først af have joket– på den italienske lyriker Guiseppe Dungaretti som det indlysende valg – på Pier Paolo Pasolinis ’Salo’, der er en filmisk parafrase over den franske 1800-tals forfatter og filosof Marquis de Sades hovedværk ’120 dage i Sodoma’. Interessant valg, men bestemt ikke overraskende for den flittige og foretagsomme musiker med mere. Han har nemlig altid været overraskelsernes mand, og derfor er intet fra hans hånd principielt set overraskende. For man bør forvente alt fra et vidunderbarn. Også efter det har nået voksenalderen.
Tag nu hans albumdebut med bandet Ballet Mécanique, der bar titlen ’The Icecold Waters of the Egocentric Calculation’. Det er en henvisning til Karl Marx’ og Friedrich Engells ‘Det kommunistiske manifest’ fra revolutionsåret 1848, og bandets navn er hentet fra avantgardisten Fernand Légers eksperimentale stumfilmklassiker fra 1924. Ikke ligefrem hverdagskost i de tidlige 1980’eres kriseramte Dannevang, hvor danskerne i bred almindelighed hellere lyttede til Bamses venner end desperat postpunk.
