Alt ved Martin Amis, der døde i fredags, syntes interessant for verden omkring ham, som fra første færd kastede sig sultent over alt med forbindelse til hans liv: hans romaner, hans far, hans kvinder, hans skræddersyede jakkesæt og smarte støvler, sågar hans tænder. Som få andre forfattere forenede han både i sine bøger og sit personlige liv det intellektuelle med det tabloide, og debuten med den selvbiografiske ’The Rachel Papers’ (1973) slog tonen an med sin veloplagte blanding af universitetsliv og sex. Amis var en af den slags forfattere, som fra første færd fascinerede sine læsere. Fræk som Philip Roth, stilistisk elegant som Nabokov, dyb som Saul Bellow.
Han skrev 15 romaner, masser af essays og en hel del noveller samt en enkelt faglitterær bog. Inden han blev forfatter, var han medarbejder ved The Times Literary Supplement og blev litteraturredaktør ved The New Statesman i en alder af 27 år.




























