På en eller anden måde virker det næsten naturstridigt, at Rufus Wainwright nu runder et halvt århundrede.
Den canadisk-amerikanske sanger og sangskriver har om nogen inkarneret den unge flyvske elsker som flamboyant skikkelse, når han med stormfuld følsomhed har sunget englebasserne småsvimle med sin underskønne tenor akkompagneret af sine egne højtsvungne romantiske akkorder på pianoet.




























