Har man oplevet pianisten Amalie Malling give koncert – det være sig alene, som kammermusiker eller som solist med orkester – er der ingen tvivl om, at hun hører til blandt sin generations førende herhjemme og i Norden.
Men faktisk er Amalie Malling født i Lübeck syd for grænsen. Det med den tyske baggrund er dog kun en halv sandhed, for begge forældre var danske, og da Amalie var i sine tidlige teenageår, flyttede familien til Danmark.




























