Allerede inden Maria Bonnevie i 1997 var færdiguddannet på Teaterhögskolan i Stockholm, var hun et skuespillernavn i hele Skandinavien. Hendes mor er fra Norge, hendes far er svensker, men det var faktisk en dansk instruktør, der var med til at gøre Maria Bonnevie bredt kendt, da han – Bille August – instruerede hende i hovedrollen som Gertrud i filmen ’Jerusalem’. I 1996 var der premiere på hans filmatisering af den svenske forfatter Selma Lagerlöfs roman af samme navn, ’Jerusalem , om de svenske pilgrimme, der i 1800-tallet udvandrede til Jerusalem i håb om at møde den genfødte Jesus.
Siden da har hun jævnligt samarbejdet med danske instruktører. Hun var hovedpersonen Dina, da et filmhold i 2002 med danske Ole Bornedal i spidsen havde premiere på filmatiseringen af Herbjørg Wassmos succesroman ’Jeg er Dina’. Året efter havde hun den kvindelige hovedrolle i Christoffer Boes ’Reconstruction’. I 2014 kunne hun ses i Susanne Biers ’En chance til’, og i de seneste fem år har hun blandt andet været med i biroller i de danske film ’Unge Astrid’ og ’Druk’ – i sidstnævnte spillede hun over for Mads Mikkelsen som hans hovedpersons hustru, Anika.




























