Selv om Flemming Jensen havde ladet det blive ved sin debut som forfatter, ’Vejledning i sælfangst’ fra 1975, ville han stadig være gået over i vort lands historie som en af de helt store humorister. For udover at være en varm kærlighedserklæring til ’Menneskenes land’ og dets indbyggere er det også et af de morsomste stykker prosa – på linje med Dan Turélls ’Historien om Galargården’ og Leif Panduros ’Av min guldtand’ – der er affattet på det danske sprog.
Men heldigvis opgav den flittige mand ikke forfattergerningen og vendte tilbage til sit virke som skolelærer. I stedet satsede han hele butikken på en karriere som fri fugl i underholdningsbranchen, og det gav gevinst. Så siden har Flemming Jensen optrådt, skrevet, holdt foredrag og instrueret over det ganske land, så det fleste vil få sved på panden. For med hensyn til flid er Flemming Jensen oppe i et gear, hvor kun de allersejeste – og vi taler Johannes Møllehave- og Klaus Rifbjerg-seje – kan være med.


























