Kinas tidligere premierminister Li Keqiang blev sendt på tidlig pension sidste år. Nu er han død som 68-årig, meddeler kinesisk statsmedie.

Nekrolog: Indtil for et år siden blev han anset for at være Kinas næstmest magtfulde mand

Li Keqiang (til højre) er død, skriver kinesiske statsmedier. Han var i ti år Kinas andenmest magtfulde mand, efter generalsekretær Xi Jinping (til venstre). Foto: Greg Baker/Ritzau Scanpix
Li Keqiang (til højre) er død, skriver kinesiske statsmedier. Han var i ti år Kinas andenmest magtfulde mand, efter generalsekretær Xi Jinping (til venstre). Foto: Greg Baker/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Kinas tidligere premierminister Li Keqiang er død, skriver det kinesiske statsmedie CGTN.

Li Keqiang var i 10 år anset for at være Kinas næstmest magtfulde mand, efter generalsekretær Xi Jinping. Fra 2012 og frem til 2022 var han det næsthøjeste rangerede medlem af Politbureauets Stående Komité, det vigtigste politiske organ i Kommunistpartiet, og dermed i Kina.

Ifølge CGTN døde Li i Shanghai af et pludseligt hjerteanfald. Han blev meldt død lidt over midnat, efter alle forsøg på genoplivning slog fejl. Han blev 68 år.

Li Keqiang blev – til manges overraskelse – i oktober sidste år fjernet fra Kommunistpartiets topledelse og sendt på tidlig pension. Det blev dengang sammenlignet med, at USAs præsident bad sin vicepræsident om at gå af før tid.

Xi Jinping og Kommunistpartiet gav ingen forklaring på afskedigelsen. Flere eksperter spekulerede i, om Li Keqiangs afgang var del af en usynlig magtkamp, da han blev anset for at tilhøre en anden fløj i Kommunistpartiet.

En af dem var Jørgen Delman, professor emeritus i kinesisk politik ved Københavns Universitet.

»Der har været snak om, at Li Keqiang har forsøgt at markere, at han altså er en ’reformernes mand’, selv om han ikke har fået lov til at lave reformer. Der har givetvis været nogle uenigheder mellem ham og Xi Jinping, selv om det jo aldrig kommer ud i en åben debat imellem dem«, sagde Delman dengang til Politiken og fortsatte:

»Så selv om man ikke kan klandre Li Keqiang for noget, har han ikke været tæt nok på Xi Jinping til at overleve i den her magtkamp«.

Andre eksperter vurderede dog, at den såkaldte Ungdomsliga i partiet, som Li Keqiang tilhørte, ikke havde været en magtfaktor i mange år. Lis afgang kunne have en ukendt, men ordinær forklaring.

Nyheden om Lis pludselige dødsfald vil utvivlsomt genstarte spekulationerne. Blev Li Keqiang pensioneret af helbredsårsager, eller var magtkampen langt grimmere, end nogen turde tro?

Ingen alkohol eller venner

Li Keqiang arbejdede som landmand i fire år, inden han læste først jura og siden økonomi på Peking Universitet. Han blev tidligt interesseret i Vesten, skrev NPR i 2012, og oversatte blandt andet en bog om retsproces af Lord Denning, en berømt britisk dommer.

Li var også ekstremt optaget af politik. Han delte omgangskreds med mange af de unge aktivister, som besatte Den Himmelske Fredsplads i 1989, men deltog så vidt vides aldrig selv i protesterne.

Yang Baikui, som oversatte Denning-bogen sammen med Li Keqiang, beskrev i 2012 den magtfulde politiker som en mand uden venner.

»Han drak ikke alkohol eller gik ud og sang eller noget som helst i den retning, for hans mål var den absolutte top. Han ville være politiker. Og politikere i Kina har ingen venner, fordi venner trækker dem ned«, sagde Yang Baikui til NPR.

Disciplinen virkede: Li Keqiang steg i graderne i Kommunistpartiet og blev som bare 43-årig Kinas yngste guvernør. Han fik ansvaret for Henan-privinsen, hvor Li blev fedtet ind i en skandale om statslige blodbanker, der smittede tusindvis af kinesere med hiv.

Li Keqiang blev af et ledende medlem i partiet anklaget for at dækket over skandalen, men hans rolle i sagen er aldrig blevet opklaret. Partiet lod til at være ligeglade: Li steg videre op i partiet, hvor han blev anset for at være en pragmatisk reformator med et glimrende engelsk.

Anti-bureaukrat

Op gennem 00’erne var Li overordnet ansvarlig for Kinas økonomiske udvikling og statsbudgettet, på et tidspunkt hvor Kina åbnede sig mod verden. I offentlige taler talte han dunder mod bureaukrati og ulighed i samfundet.

Da Kommunistpartiets nye generalsekretær skulle udpeges i 2013, blev Li anset som en mulig udfordrer til Xi Jinping. I stedet endte han som nummer to i Politbureauets Stående Komité, hvor han fortsatte sit arbejde med økonomiske reformer.

I de år samlede Xi Jinping dog magten om sin person, og det er uklart, hvor stor indflydelse Li Keqiang reelt havde i Kommunistpartiets hemmelige inderste kammer.

Privat var Li gift med Cheng Hong, som er professor i økonomi, sammen fik de et barn.

Sebastian Stryhn Kjeldtoft

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her