Hun var den første afroamerikanske kvinde på forsiden af Sports Illustrated Swimsuit Issue. Nu fylder modellen, tv-værten og forretningskvinden Tyra Banks 50 år.

50 år: Topmodellen har været åben om sin kamp for at få børn

Udover en succesfuld modelkarriere har Tyra Banks bl.a. været tv-vært på succeser som 'America's Next Topmodel' og 'Dancing With The Stars', den amerikanske udgave af 'Vild med dans'. I dag fokuserer hun dog på sin egen virksomhed, der producerer is.   Foto: Peter Kramer/AP
Udover en succesfuld modelkarriere har Tyra Banks bl.a. været tv-vært på succeser som 'America's Next Topmodel' og 'Dancing With The Stars', den amerikanske udgave af 'Vild med dans'. I dag fokuserer hun dog på sin egen virksomhed, der producerer is. Foto: Peter Kramer/AP
Lyt til artiklen

Den amerikanske supermodel og tv-vært Tyra Banks er bedst kendt for at have været vært på ’America’s Next Topmodel’, ligesom hun også har haft værtsrollen i en række andre tv-programmer.

Heriblandt ’America’s Got Talent’ og hendes eget tv-show, ’The Tyra Banks Show’, som blev nomineret til en Emmy.

Tyra Banks har gentagne gange været på Time Magazines liste over de 100 mest indflydelsesrige personer i verden.

Tilbage i 2015 fortalte hun åbenhjertigt om sine mislykkede reagensglasbehandlinger og fertilitetsproblemer.

»Da jeg fyldte 40 år, var den eneste ting, jeg ikke var tilfreds med, at jeg stadig ikke havde fået børn«, sagde Tyra Banks til People Magazine tilbage i 2015.

»Uret tikker. Siden jeg blev 24, har jeg hvert evig eneste år sagt, at jeg gerne ville have børn inden for de næste tre år«.

Men hun blev ved med at udskyde det.

»Da jeg endelig tænkte, at tidspunktet var rigtigt, så var det ikke længere så let, fordi jeg var blevet ældre«, sagde hun til magasinet.

Banks startede derfor i fertilitetsbehandling.

»Jeg har haft nogle ulykkelige øjeblikke med det, meget traumatiske øjeblikke. Det er svært, når man bliver ældre. Det er ikke noget, der bare kan ske«.

Debut som 15-årig

Efter flere mislykkede forsøg med reagensglasbehandlinger blev tv-værten mor i 2016 til sønnen York ved hjælp af en rugemor.

»Alt, hvad der er sket, har ført mig hertil«, sagde Tyra Banks til People Magazine, da sønnen blev født.

Banks startede sin modelkarriere som 15-årig og har gået modeshows for mærker som Chanel, Valentino og Fendi.

Hun var desuden den første afroamerikanske kvinde på forsiderne af GQ og Sports Illustrated Swimsuit Issue.

Senest har Tyra Banks været vært på det amerikanske tv-program ’Dancing With The Stars’.

Hun annoncerede dog tidligere i år, at hun ville forlade værtsrollen for at fokusere på sin virksomhed Smize & Dream, der producerer is.

Privat danner Banks par med forretningsmanden Louis Bélanger-Martin.

Ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her